• Copenhagen Pride havde millionoverskud før partnerflugt

    Source: BDK Borsnyt / 08 May 2024 11:21:49   America/New_York

    Copenhagen Pride havde i 2023 et underskud på knap 1,5 millioner kroner. Det viser en aktindsigt, som Kristeligt Dagblad har fået hos Københavns Kommune. Dermed var sidste års millionbidrag fra samarbejdspartnere ikke nok til at dække organisationens udgifter. Nu kæmper den imidlertid for at fastholde de eksisterende partnere, efter at flere har valgt at stoppe samarbejdet efter en sag om Gaza. Til Ritzau siger Benjamin Hansen, der er forperson for Copenhagen Pride, at man er i gang med at afdække konsekvenserne af, at flere har trukket sig. Senest onsdag valgte både rederi- og logistikvirksomheden DFDS og Google at stoppe samarbejdet, mens tunge navne som Mærsk, Novo Nordisk og Nykredit gjorde det samme i dagene inden. Selv om Benjamin Hansen ikke har det fulde overblik over de økonomiske konsekvenser endnu, slår han fast, at årets udgave af Copenhagen Pride bliver til noget. - Heldigvis er Priden drevet af frivillige, så derfor skal den nok blive afviklet i år, siger han til Ritzau. Stormen omkring Pride begyndte i februar, hvor det i en pressemeddelelse fra organisationen lød, som om man ville bede eventuelle samarbejdspartnere tage stilling til spørgsmål om konflikten i Gaza. Siden har organisationen sagt, at kommunikationen "var fyldt med fejl". /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/copenhagen-pride-havde-millionoverskud-foer-partnerflugt
Share on,